HJEM 

Udstillingen handler om at se livet og sig selv i øjnene. Om at sige farvel til noget velkendt, men goddag til nye stier. Om at favne det ukendte og have tillid til, at der er en mening med det hele. Om at turde være sårbar for at finde sin styrke. Om at række ud og tage imod. Om kærlighed og kriser som springbræt til styrke.

Siden min sidste udstilling, har jeg været alvorligt syg. Et fortærsket udtryk hedder at se døden i øjnene. Jeg føler snarere, at jeg med stor voldsomhed blev mindet om den ultimative afslutning, og dermed tvunget til at se livet i øjnene. Livet generelt. Og mit liv specifikt. Mit smukke, uperfekte, frie og uforudsigelige liv. 

Den handler om at komme hjem. Til et sted, en følelse, en erkendelse, et menneske, en samhørighed. Om fællesskabet i min lille italienske landsby. Og i naturen, som kalder på min ydmyghed, og aktiverer min skaberkraft.

Vi mennesker er så små og så forskellige. Og dog alligevel så ens. Den enes lille bevægelse kan skabe jordskred hos en anden. Vi er forbundne i følelser. Kærlighed er kærlighed. Sorg er sorg. Håb er håb. Drømme er drømme. 

Mine værker er denne gang blevet til i en accept af, at alt er i bevægelse. At jeg er i bevægelse. Formentlig uden nogensinde at ankomme til min endelige destination. Og en erkendelse af, at det er lige, som det skal være. For jeg vil slet ikke ankomme! 

Jeg vil se, hvad der gemmer sig om det næste hjørne. Hvilke mennesker, jeg skal møde. Hvilke dufte, jeg skal indånde. Hvilken mad, jeg skal smage. Hvilke historier og horisonter, der skal inspirere mig og røre mig, så jeg kan mærke og male. 

…FØLELSEN AF HJEM BÆRER JEG MED MIG